Årsberetning 2007

Op

Skolebestyrelsens årsberetning 2007

Efter flere år med store ændringer i dagligdagen for bestyrelsen har 2007 været et mere normalt år for skolebestyrelsen.

Den nye kommune – Furesø Kommune – er nu kommet godt i gang. Der er etableret et godt samarbejde mellem alle skolebestyrelserne i hele kommunen, hvilket har været til gavn for det samlede skolevæsen.

En af de største planlagte ændringer i skolestrukturen har været forvaltningens forslag om at ændring af skolernes fritidsordninger fra miniklubber til SFO. Forslaget mødte dog stor og bred modstand, blandt andet i samtlige skolebestyrelser og miniklubbestyrelser, hvorfor forslaget blev trukket tilbage. Det er vi stolte af, for en sådan ændring ville have været med til at ødelægge det samlede skolevæsen i Furesø.

Der har i lighed med tidligere år været en lang række høringer. Disse høringer, som fremgår af skolens hjemmeside, har været en naturlig proces i samarbejdet mellem skolebestyrelserne og politikerne i Furesø Kommune. En proces, som har været frugtbar for alle parter.

Hareskov Skole har også i 2007 været præget af ombygninger. Den største ombygning har været sammenlægningen af skolebiblioteket og folkebiblioteket til et nyt kombi-bibliotek, en omlægning som skolen kan være stolt af. Det betyder, at skolen fortsat vil være det naturlige midtpunkt i Hareskovby, idet nu både gamle og unge – og dem midt i mellem – vil kunne mødes på kombi-biblioteket. Kombi-biblioteket er med til at gøre Hareskov Skole til områdets naturlige midtpunkt.

Det skal dog ikke være nogen hemmelighed, at ombygningerne i 2007 har kostet ’blod, sved og tårer’. Personalet på både bibliotekerne, miniklubben og på skolen har gjort en fantastisk indsats for, at arbejdet med ombygningerne, de interne rotationer og flytninger har givet mindst mulig gene for eleverne og de øvrige brugere. Det skal de have en kæmpe stor tak for. På Hareskov Skole har især lærerne i indskolingen og Pop Øst samt pedellerne og ledelsen gjort en kæmpe indsats, både med det praktiske for at få alting til at hænge sammen i de nye fysiske rammer, og med at få samarbejdet med miniklubbens personale til at fungere under de nye betingelser. Det har ikke været uden omkostninger, men det er skolebestyrelsens klare vurdering, at der er grund til at være stolte af resultatet!

Ombygningerne i 2007 har også kostet penge for Hareskov Skole. Pengene til ombygningerne var knappe – så knappe, at skolen i flere omgange har måttet betale for finpudsninger af ombygningen af egen kasse. Vel at mærke ’finpudsninger’, som man normalt ville sige hører med i prisen for en ombygning, fx at male en hel væg og ikke kun en halv. Dét, sammenholdt med at Teknisk Forvaltning samtidig har valgt at trække en stor del af skolens vedligeholdelsesbudget (300.000 kr.) ind i forvaltningens centrale styring, gør at skolens økonomi er blevet mærkbart forringet i 2007. Det betyder bl.a. at skolens planer om at etablere lærer-arbejdspladser på skolen i forlængelse af ombygningen ikke har kunnet realiseres. Det er et stort og akut problem, som skolebestyrelsen vil have stor opmærksomhed på i det kommende år. Pt. deles de mere end 55 lærere på Hareskov Skole om 7 pc´ere, der alle står i gennemgangsrum, hvor der ofte vil være en del uro.

En del af skolens legeplads står for modernisering. Eleverne har selv indsamlet en del af pengene til projektet på markedsdagen i forrige skoleår. Skolebestyrelsen har i samarbejde med eleverne arbejdet på at få dette projekt på plads. Det har været vigtigt for begge parter, at eleverne får en høj grad af indflydelse på projektet, sådan at en ny og forbedret skolegård kan leve op til de forventninger og ønsker, eleverne har. Således har Elevrådet været på besøg på flere skolegårde og legepladser for at få inspiration. Det er bestyrelsens hensigt, at arbejdet kan afsluttes i 2008 til alles tilfredshed.

Hareskov Skole har gennem en lang årrække været under forandring. Det er skolebestyrelsens ønske, at der i de kommende år må blive mulighed for at få mere ro på dagligdagen. Store ændringer og rokeringer på grund af nye tiltag og ombygninger kan gå i en periode, men det skal ikke blive standard for skolens hverdag. Da skolen nu er ved at have den struktur, der er ønskelig, vil det forhåbentligt være muligt at få mere arbejdsro i de kommende år.

I den kommende periode vil skolebestyrelsen arbejde for:

Skolebestyrelsen vil fortsat arbejde på, at Hareskov Skole er en af de bedste skoler i landet, så vores elever kan være stolte af at have gået her.

 

På bestyrelsens vegne

Erik Rasmussen

Formand for skolebestyrelsen

 

Tilbage Op Næste