




Målsætning:
Vi tillægger det stor værdi, at undervisningen tilgodeser den
enkelte elevs behov og tager hensyn til dennes forudsætninger.

1: Derfor lægger vi vægt på et varmt og trygt miljø
med gensidig respekt mellem elever og lærere.
2: Vi tilstræber en tidssvarende, kreativ, aktiv og engagerende undervisning,
som sigter mod et fagligt højt niveau og en god social forståelse.
3: Vi tilstræber et velfungerende skole/hjemsamarbejde.

Bemærkninger til målsætningspunkterne.

Til pkt.1:
Der lægges stor vægt på, at der er forholdsvis få lærere pr. klasse. Især hos de
mindste elever giver det større tryghed hos børnene.
Det tilstræbes at sammensætte velfungerende lærerteam, som tilsammen dækker mange
fagom-råder. Dette giver mulighed for en alsidig og spændende undervisning og et tæt
samarbejde på tværs af klasser.
Alle klasser har et fast hjemlokale, som de får et tilhørsforhold til og kan sætte
deres præg på.
Der er mulighed for indeordning i frikvartererne med lærertilsyn, så der altid er en
voksen, eleverne kan komme i forbindelse med.
Eleverne danner et elevråd, som kan varetage elevernes interesse og sammen med
kontaktlæreren for elevrådet være forbindelsesled til pædagogisk råd, skolens ledelse
og skolebestyrelsen.
I den enkelte klasse inddrages eleverne i debatten om klassens og skolens udvikling, om
under-visningen og dens tilrettelæggelse samt om klassens sociale liv.
De få men nødvendige ordensregler formuleres på en positiv måde og beskriver,
hvordan man bør opføre sig og ikke, hvordan man ikke skal opføre sig.
Det tilstræbes, at der på skolen findes et fællesrum, hvor eleverne kan hygge sig
sammen med eleverne fra andre klasser og evt. har mulighed for at købe god og sund mad.
For at sikre tryggest mulige rammer for de små elever, er skolen opdelt i 2 afdelinger:
indskolingsafdelingen - POP ØST - for de mindste klassetrin, bh.kl - 2. kl og - POP VEST
- for de øvrige klassetrin.
Skolen tilstræber et godt samarbejde med institutionerne i Hareskov by: børnehaverne,
Miniklubben og Klubben Gasværket.

Til pkt.2:
Ved fagfordelingen lægges der stor vægt på lærerens faglige kvalifikationer i det
enkelte fag.
Det sikrer, at undervisningen sker på et tilstrækkeligt højt niveau. Dette princip
afvejes dog nøje i forhold til fålærerprincippet og teamdannelsen, således, at de
faglige kvalifikationer vægtes højere, jo ældre, eleverne bliver.
I alle skolens fag arbejdes der på i stadig øget omfang at integrere EDB og andre nyere
teknologiske hjælpemidler. Ligeledes er det naturligt, at det ikke kun er i fagene
biologi, geografi, natur/teknik og samfundsfag, at der arbejdes med "det grønne
islæt", ligesom den praktisk-musiske dimension også er en vigtig del af den almene
dannelse og derfor dagligt bør medtænkes i alle skolens fag.
Der undervises i perioder tværfagligt og projektorienteret, og eleverne arbejder med
temaer på tværs af klasser og klassetrin. Disse undervisningsformer fremmer indlæringen
gennem et større engagement og giver plads for øget kreativitet. Eleverne får
herigennem mulighed for bl.a. at opleve de enkelte emner i en større/bredere sammenhæng.
Forsøgs- og udviklingsarbejde prioriteres højt.
De nutidige krav om emneundervisning på tværs af klasser og klassetrin, holddannelse,
temaarbejde etc stiller store krav til lærernes mødevirksomhed. Det bør derfor
tilstræbes, at der aftales et fast ugentligt tidspunkt til mødevirksomhed lærerne
imellem.
Der lægges vægt på en god personalepolitik og på at styrke den enkelte medarbejders
arbejds-glæde, engagement, selvværd og faglige stolthed i arbejdet med børn og unge.
Skolen tilstræber, at eleverne får mulighed for at komme på lejrskole, flere gange i et
skoleforløb. En lejrskole er ud over det rent undervisningsmæssige til gavn for klassens
sociale liv. "UD AF HUSET-AKTIVITETER" prioriteres meget højt.
Brug af gæstelærere er ligeledes vigtig, da gæstelæreren kommer med specialviden og
erfaring, der giver andre indfaldsvinkler til stoffet.
Det er af helt afgørende betydning, at skolen anskaffer sig tidssvarende lærebøger,
tekniske hjælpemidler og andre materialer for at kunne sikre høj kvalitet i
undervisningen.
For at kunne leve op til kravene om en alsidig og tidssvarende undervisning er det helt
afgørende, at skolen har et stort, velfungerende og godt udstyret BIBLIOTEK, som også er
åbent i frikvartererne. Det er ligeledes vigtigt, at biblioteket er indrettet som et
MEDIATEK.
Ud over ovenstående mål skal lærerne uddannes til en undervisningsform, der lægger op
til, at den enkelte elev får en forståelse af betydningen af begrebet ansvar for egen
læring.
Gode, velfungerende og velindrettede lokaler er en forudsætning for, at eleverne kan få
det nødvendige udbytte af undervisningen.
For at undervisningen og dens indhold kan være tidssvarende, er det meget vigtigt med en
fortsat videreuddannelse af lærerne.
KLASSELÆREREN er i dagligdagen en central figur, der er af stor betydning for såvel den
enkelte elev som for hele klassen. Klasselæreren er initiativtager til opbygningen af
klassens trygge miljø og formidler af samarbejdet mellem de øvrige lærere og elever.
Klasselæreren er det naturlige led i samarbejdet mellem skolen og hjemmene. Dette
udelukker ikke kommunikation mellem hjemmet og den enkelte faglærer.
Klasselæreren koordinerer arbejdet blandt klassens lærere og tager initiativ til, at
målene for undervisningen i de forskellige fag kommer til forældrenes kendskab.
Evaluering og opfølgning af målene indgår herefter i klasseteamets arbejde.
Det er vigtigt for en klasses sociale klima, at lærerteamet medvirker til løsning af de
forskellige former for konflikter, der måtte opstå.
VIKARDÆKNING. Ved lærerfravær søges timerne dækket af skolens egne lærere. Det er
hensigten i størst mulig udstrækning ved længerevarende fravær, at den enkelte klasse
får den samme vikar.
Den fraværende lærer bør meddele, hvad der er planlagt, og vikaren skal meddele, hvad
der er blevet lavet, og hvordan lektionen er forløbet.

Til pkt.3:
Samarbejdet mellem lærerne og forældrene tillægges stor betydning. Det er af afgørende
betydning, at samarbejdet bygger på gensidig tillid, åbenhed og loyalitet.
Derfor skal:
- samarbejdet mellem skole og hjem tage sit udgangspunkt i klassen og tilgodese såvel den
enkelte elev som fællesskabet.
- hver enkelt elevs personlige udviklingsmuligheder inden for fællesskabets rammer
sikres.
- samarbejdet tilstræbe, at alle elever er glade for at gå i skole.
-der være mulighed for direkte kontakt mellem hjem og lærer, hjem og ledelse samt hjem
og skolebestyrelse.
Skole/hjem samarbejdet har mange former, som f.eks klasseforældremøder,
skole/hjem-samtaler, kontaktforældreordningen, skolebestyrelsens temamøder for lærere,
forældre og elever, etc.
